Rødkær Gruppes minier holder møde hver mandag fra 16:30 til 18:00. Vi holder til to forskellige steder – fra og med ugen efter påskeferien til og med ugen inden efterårsferien holder vi vores møder på Tuen. Og den anden halvdel af året holder vi vores møder indenfor på Reden.
Hvad laver man som mini?
Minispejderne bruger naturen som legeplads. Derfor tilbringer de meget tid ude i naturen, mens de træner deres spejderfærdigheder og lærer at færdes i naturen.
Naturen er i brug sommer, vinter, efterår og forår, hvor den byder på forskellige udfordringer og muligheder, der skal udforskes.
Som mini tager man på små hytte- eller teltture, laver opgaveløb i skoven, kigger på dyrespor, arbejder med kort og kompas og øver sig i at binde knob og bruge kniv. Minierne løser sjove og spændende opgaver sammen i gruppen.
Hos minierne er det vigtigt at skabe et godt kammeratskab i gruppen. Det gør det sjovere, når man i fællesskab skal løse opgaver og blive klogere på naturen og spejderlivet.